Kære alle
Hermed følger bestyrelsens beretning for foreningens virke i 2011.
I dag har foreningen 98 danske kommuner som medlem – og ikke mindre end 167 personer er medlem af vor forening, hvilket er tilgang af Samsø kommune siden sidste år og alle landets kommuner er nu repræsenteret i vor forening.
En klog mand har engang sagt "at hvis du vedbliver med at gøre det, som du altid har gjort.. ja, så får du også de resultater, som du altid har fået." ØDF vil gerne være med til at udvikle den kommunale økonomistyring. Vi tror nemlig på, at kommunerne godt kan opnå endnu bedre resultater, og med diverse forslag til budgetlov i tankerne er det vel også nærmest et must, at vi konstant er på forkant med initiativer omkring økonomistyring. Bl.a. derfor tog vi – som I ved – for nogle år siden initiativet til vort PHD-projekt i samarbejde med COK, KMD og Randers Kommune. En stor tak skal lyde til de 3 samarbejdspartere, som alle har været friske på ideen…og været klar til at betale deres andel af udgifterne.
Og i 2011 havde vi den glæde at vor ansøgning efter reglerne om Erhvervs PhD blev godkendt af ministeriet og derfor er staten nu hovedsponsor på projektet. Vi har netop fået en status på projektet af vor forsker Anne Kirstine Svanholt. Projektets faglighed sikres fortsat af professor Per Nicolaj Bukh.
Med baggrund i de seneste års fokus på sponsorater fra forskellige leverandører besluttede bestyrelsen at købe sig til bistand i forbindelse med afholdelse af dette årsmøde. Vi har således købt COK til at være tovholder i årsmødet – hvor vi altså i tidligere år har været helt og senere delvis sponseret af KMD i form af arbejdsydelser med tilrettelæggelse, programudformning, annoncering og afvikling af årsmødet.
Men i år har vi altså købt COK hertil. Og samarbejdet med COK er forløbet rigtig godt.
Til orientering kan jeg oplyse, at budgettet løber rundt ved 100 deltagere i årsmødet - og ØDF scorer gevinsten ved flere deltagere og dækker tabet ved færre deltagere. Vi er 120 betalende deltagere i år ... så mon ikke et lille overskud truer.
At vi går mere selv betyder ikke, at vi er utilfredse med samarbejdet med KMD. Tværtimod er vi i bestyrelsen meget glade for samarbejdet og vi er også KMD meget taknemmelig for den indsats som de - i hele foreningens korte levetid fra 1. juni 2007 til dato - har ydet overfor os. KMD oplever vi som en både troværdig og samvittighedsfuld samarbejdspartner. Når vi så som forening alligevel vælger at stå på egne ben skyldes det den ændrede opfattelse af uafhængighedsbegrebet blandt såvel vore medlemmer, som blandt vore politikere og medierne.... Vi skaber nu rene linier i forhold til vores tætteste samarbejdspartnere.
Vi har samarbejdsaftaler med KL, PRIMO, KREVI, KMD, Kommunaldirektørforeningen, COK og Kommunekredit. Bestyrelsen har nu det antal samarbejdsaftaler, som vi anser for hensigtsmæssigt, idet hver samarbejdsaftale naturligvis skal plejes. Alle de indgåede samarbejdsaftale kan læses på vor hjemmeside.
Samarbejdet med KL blev imidlertid sat på en prøve henover sommeren som følge af foreningens synspunkter omkring Udbetaling Danmark. Da vi i bestyrelsen havde fået flere hint om, at aftalerne omkring udgifterne til den centrale styring og dermed stordriftsfordele for de 5 sociale ydelsesgrene, som udbetaling Danmark skal varetage, blev uforholdsmæssigt store og dermed gik stordriftsulemper i sagen lavede vi vor egen hurtige og ikke-videnskabelige undersøgelse. 35 kommuner valgte at svare på undersøgelsen og vi fik en del bevågenhed i pressen herom bl.a. kom jeg til at lave en fortalelse og kalde udbetaling Danmark for Indbetaling Danmark.
Særligt en enkelt artikel i Jyllandsposten den 27. August fik KL op på mærkerne og bestyrelsen blev kaldt i kammeratlig samråd – hvor vi blev stillet spørgsmålet om ØDF ønskede at være en politisk aktør? Og hvor vores loyalitet lå? Underforstået om vi tog borgerservicemedarbejdernes parti.
Svaret er naturligvis, at vi hver især – som økonomidirektør – er ansat af netop vores eget byråd og derfor er vores loyalitet hos vort eget byråd og ikke hos KL, borgerservicemedarbejderne eller andre steder.
Det er mit indtryk, at sagen nu er faldet til ro – men foreningen har en diskussion til gode omkring hvor kritisk vi skal være i forhold til aftaler, som fx KL har godkendt. Dette forhold vil vi gerne drøfte med jer på de kommende kredsarrangementer.
Foreningens aktiviteter skal nemlig fortsat ske i regi af kredsene. Det er lokalt, at vi økonomifolk har brug for foreningen – og de centrale opgaver i hovedbestyrelsen skal dybest set blot understøtte og muliggøre mange gode lokale aktiviteter. Derfor mener vi at det også er i kredsene at diskussionen omkring vort forhold til KL skal drøftes.
Og hvad er der så sket i kredsene. Ja, rigtigt meget. Man kan kun have en vis stolthed når man ser på kredsenes aktiviteter og arbejde:
Der har været afholdt temamøder med KL’s økonomiske sekretariat som indlægsholder. Der har været temamøder om styring af det specialiserede område, og der har været afholdt sociale arrangementer med middag, overnatning og faglige input omkring ledelse og økonomistyring. Der har været temamøder om udbud og leverandørstyring, effektivisering, innovation og afbureaukratisering med meget mere..
Joe, der har været gang i den ude i kredsene igen i år. Og kredsbestyrelserne har alle taget udfordringerne på sig og lavet nogle supergode arrangementer.
Dette er dog også nødvendigt. Vi bliver virkelig udfordret på fagligheden og aldrig før har økonomidirektøren været så meget i fokus som nu. Det kan langt hen ad vejen tilskrives udefra kommende faktorer, herunder ikke mindst udbredelsen af diverse sanktions- og budgetlove - men også resultaterne af regnskab 2010. At vi bliver fagligt udfordret er kun en fordel. Det tvinger os til kontinuerligt at være knivskarpe - og den skarphed fremskaffes bl.a. via viden og faglige netværk.
Og både faglige netværk og viden fremskaffes ofte i regi af økonomidirektørforeningen, hvorfor vores berettigelse som forening vil næppe har været større end hvad tilfældet er lige nu. Bestyrelsen har endvidere planer om at udbyde en studietur i 2012 med fokus på performance management, som naturlig forlængelse af dette årsmødes tema. Turen vil formodentlig gå til England, idet bystyret i London er blandt de mest fremmeste indenfor performance management i hele verden. Men det vil I høre mere om på et senere tidspunkt.
Konklusionen kan derfor kun være, at 2011 igen har et været spændende og udfordrende år – både som medlem af økonomidirektørforeningen og som økonomiansvarlig i kommunen, hvor reduktioner og afviklinger har været et særligt kendetegn igen i år i forhold til den budgetlægning, som vi netop har overstået.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke Sekretær Stella Klit. Stella gør et stort arbejde og varetager bl.a. kontakten til alle vore medlemmer. Det kan næppe skjules, at Stella er i lykkelige omstændigheder og snart går af på barselsorlov og derfor vil Laila Goldcia Thomsen fra Ikast-Brande Kommune overtage sekretariatet det kommende års tid.
Også en stor tak til den øvrige hovedbestyrelse for et godt, konstruktivt og ligefrem samarbejde. Jeg kan med rette konstatere, at bestyrelsen arbejder sammen på den gode, konstruktive måde og er et rigtig godt team...til trods for, at vi ikke afholder overvældende mange bestyrelsesmøder. Tak for samarbejdet til jer.
Næste årsmøde forventes at blive 7. og 8. november 2012 også her på Hotel Nyborg Strand. Bestyrelsen håber, at se jer alle igen næste år.
Tak for ordet