Reformer Handlerum Faglig ledelse – Hvad skal der fokus på

Økonomidirektørforeningen arbejder sammen med de øvrige chefforeninger og KL i flere spor med opfølgning på ”Mere ledelse, Mindre detailstyring, Bedre velfærd”, og vi inviterede for et halvt år siden fem faglige organisationer og deres lederforeninger til sammen med os at lave et udspil om betydningen af faglig ledelse i forhold til de mange reformer, der er på vej.

Det er nu endt i et fælles oplæg, som præsenteres på KØF den 17. januar 2025. Oplægget har titlen ”Reformer, Handlerum, Faglig ledelse” – hvad skal der fokus på”. Det udgives af Økonomidirektørforeningen og KL og de øvrige fire chefforeninger sammen med de fem organisationer Danmarks Lærerforening, BUPL, FOA, HK Kommunal og Socialrådgiverforeningen og organisationernes lederforeninger.

Det er et hovedbudskab i oplægget, at god faglig ledelse, er en bedre vej til kvalitet og værdi for borgerne end detailstyring. Derfor argumenteres der også for, at implementeringen af de kommende reformer er afhængig af god faglig ledelse. Oplægget beskriver, hvad de faglige ledere på tværs af professioner og opgavesøjler bør have fokus på, og ligeledes hvilke rammevilkår, topledelsen bør skabe for de faglige ledere.

Der har været en meget positiv samarbejdsproces om oplægget med de faglige organisationer og deres lederforeninger. Derfor er oplægget også et godt afsæt for det lokale samarbejde mellem ledere og medarbejdere, når vi skal gennemføre de reformer, vi står overfor. KL og chefforeningerne vil benytte enigheden med de faglige organisationer til overfor staten at argumentere for, at det nye fokus i forvaltningspolitikken med mere plads til ledelse og mindre plads til regel- og detailstyring skal forstærkes.

Rectangle 31-2
fredag 17. januar
Logo-OEDF